Autopoises

Autopoiesis er et nøgleudtryk i den sociologiske systemteori om Niklas Luhmann , der overførte udtrykket autopoiesis til overvejelse af sociale systemer. Han henviser til Maturana og Varela’s arbejde såvel som den bredere diskussion med Milan Zeleny. Hans centrale afhandling er, at sociale systemer udelukkende består af kommunikation (ikke af emner , skuespillere, enkeltpersoner eller lignende) og fungerer i autopoiesis. Dette betyder, at systemerne er i en permanent, ikke-målrettet autokatalytisk. Dvs. at skabe en proces ud af sig selv, som det er. Systemerne producerer og reproducerer sig i overensstemmelse hermed. På den anden side kan et ur, selv om dets dele fungerer sammen, ikke betragtes som et sådant system, fordi dets regelsæt blev lavet af en urmager. Det rekonstruerer ikke sig selv.

Autopoiesis som selvproduktion

Luhmann bemærkede, at kommunikation i sociale systemer er analog med selvreproduktion af levende organismer. På samme måde som disse kun absorberer stoffer fra miljøet, der er relevante for deres selvreproduktion, opfatter kommunikationssystemer kun i deres miljø det, der passer til deres “emne”, hvilket er ” kompatibelt ” med betydningen af ​​den tidligere kommunikation . For Luhmann er “sense” en mekanisme til at reducere kompleksiteten: I det uendeligt komplekse miljø filtreres kun en lille del ud efter bestemte kriterier; grænsen for et socialt system markerer således en forskel i kompleksitet udefra og indefra. I stedet for et “autopoietisk system” med en “grænse” taler Luhmann lejlighedsvis også om en “form” med en “indeni” og en “udenfor”. Dermed trækker han også på logikeren George Spencer-Browns universelle ”formberegning” .

Autopoiesis og systemer

Den grundlæggende autopoietiske operation er altid den samme: systemerne fungerer konstant, ellers ville de ikke eksistere. De fungerer på en sådan måde, at yderligere påvirkning kan følge “tilslutning” til systemet. Dette gælder også massemedierne, der fungerer som et fortsættelsesapparat: De sender, udskriver og rapporterer på en sådan måde, at sådanne operationer skal fortsætte med at følge og dermed sikre deres forbindelse.

”Sådan fungerer massemediesystemet, forudsat at din egen kommunikation fortsætter i den næste time eller den næste dag. Hver forsendelse lover en anden forsendelse. Det handler aldrig om at repræsentere verden, som den er i øjeblikket. “

– Luhmann : Real Media Mass 2009, 2009

For at sikre tilslutning styrer alle autopoietiske systemer deres operationer i forhold til resultaterne. Du har evnen til “refleksivitet”. Det betyder, at systemerne har en slags hukommelse, der gemmer “før” og “efter” og ved, hvordan man differentierer.

”Autopoietiske systemer kan ikke få deres strukturer som færdige produkter fra deres miljø. De er nødt til at opbygge dem gennem deres egne operationer og huske – eller glemme. “

– Luhmann : Sociologisk oplysning 6. Sociologien og mennesket, Wiesbaden 3. A. 2008, s. 13

Kommunikation

Kommunikationen vedrører kun tilsyneladende direkte miljøet. Faktisk henviser det kun til den indre kortlægning af miljøet, der opfattes af det i henhold til dets egne love, dvs. i sidste ende til sig selv. Luhmann betragter denne selvreferentialitet, også kendt som autoreferentialitet, som typisk for al kommunikation og analog med fænomenet autopoiesis i Biologi. Udtrykkene selvhenvisende system og autopoietisk system er derfor udskiftelige i de fleste tilfælde.

Siden overførslen af ​​udtrykket autopoiesis til hans teori i begyndelsen af ​​1980’erne (også betragtet som Luhmanns “autopoietiske vending”) definerer Luhmann ikke længere sociale systemer som “åbne” (dvs. i direkte udveksling med miljøet), men som “autopoietisk lukket” eller “operationelt lukket”. Ifølge Luhmann er opfattelsen af ​​miljøet gennem et system derfor altid selektiv. Et system kan ikke ændre sin specifikke måde at opfatte miljøet på uden at miste sin specifikke identitet.

Perspektivering i autopoiesis

I systemernes lukkede og eksklusive egeninteresse adskiller Luhmanns systemteori sig fundamentalt fra Talcott Parsons ‘ strukturfunktionalistiske systemteori , ifølge hvilken der er fire systemer i hvert samfund, der til enhver tid er i intens udveksling med hinanden og et af deres egne yder et vigtigt bidrag til integration og den fortsatte eksistens af et overordnet samfund.

”Et socialt system opstår, når en autopoietisk kommunikationskontekst opstår og afgrænser sig fra et miljø ved at begrænse passende kommunikation. Sociale systemer består ikke af mennesker, ikke engang af handlinger, men af ​​kommunikation. “

– Luhmann : Økologisk kommunikation, 1986: 269

Identitet

Ifølge Luhmann er det typisk for ethvert autopoietisk system, at det afgrænser sig fra sit miljø ved hjælp af en toværdig (binær) kode og dermed opretholder sin identitet i processen med selvreproduktion. Luhmann foreslår følgende binære koder for nogle store sociale systemer: Økonomi – løn / ikke løn; Politik – magt / impotens; Moral – god / dårlig; Religion (skelnes fra moral!) – immanens / transcendens ; og andre.

Da disse systemer hver fungerer efter deres egne love, betragter Luhmann forsøg på at gribe ind eller kontrollere et system i et andet som fundamentalt problematisk: Økonomien kan f.eks. kun styres i meget begrænset omfang af politik; moral kan kun kontrollere politik i begrænset omfang osv. Ifølge Luhmann lægger autopoiesis snævre grænser for bestræbelserne på at forme sociale forhold på en rationel , etisk og retfærdig måde.

Læs også: